Hodsager Multicenter Vedtægter

Hodsager Multicenters vedtægter beskriver institutionens formål, organisering og drift. Vedtægterne er vedtaget af repræsentantskabet og danner det juridiske grundlag for Hodsager Multicenter som selvejende institution i Hodsager i Herning Kommune.

§ 1

Institutionens navn er ”Hodsager Multicenter”, som er en selvejende institution og har hjemsted i Hodsager, Herning Kommune.

§ 2

Institutionens formål er at opføre og drive et antal i Hodsager beliggende bygning, og eventuelt heri drift eller bortforpagtning af tilknyttede aktiviteter (eksempelvis kiosk og køkken), samt eventuelt drift af tilknyttede bygninger i henhold til driftsaftale med Herning Kommune, beregnet til benyttelse og gavn for beboerne i Herning Kommune, herunder til brug for foreninger, der varetager udøvelsen af sportslige aktiviteter, kulturelle og faglige arrangementer af enhver art. Institutionen har endvidere til formål at fremme samarbejdet mellem bestående foreninger og lignende i centerets naturlige opland. Hodsager Multicenter kan således anvendes til møder, teater, koncerter, idræt, ungdomsarbejde, udstillinger, opvisninger eller lignende.

§ 3

Institutionens drift gennemføres ved hjælp af lejeindtægter, offentlige tilskud og eventuelle frivillige bidrag.

Såfremt der ved institutionens drift måtte fremkomme et overskud, der ikke medgår til udligning af underskud fra tidligere år eller til passende henlæggelser, vedligeholdelser, imødegåelse af eventuelle underskud m.v., kan det anvendes til modernisering eller udvidelse af de til under institutionen hørende lokaler og bygninger.

De af institutionen tilhørende midler vil være at anbringe på institutionens konti i bank eller sparekasse eller anbringes efter reglerne for anbringelse af umyndiges midler. Eventuelle værdipapirer skal noteres på institutionens navn og det skal sikres, at midlerne kun anvendes i institutionens øjemed.

Medlemmer, repræsentanter og bestyrelse har intet personligt ansvar for institutionens forpligtelser.

Institutionen driver eller bortforpagter cafeteria, kiosk mv. Udnyttelse af bevilling til udskænkning af stærke drikke kan kun finde sted efter en hos bestyrelsen indhentet skriftlig tilladelse og efter de af bestyrelsens foreskrevne retningslinjer.

§ 4

Institutionens formue består i ejendommen Hodsager Multicenter, Birkkjærvej 4, Hodsager, med alt til denne ejendom tilhørende inventar og løsøre med fradrag af optagne lån og gældsforpligtigelser i øvrigt.

§ 5

Følgende udpeger medlemmer til repræsentantskabet:

Daginstitutionen Eventyrhaven (Regnbuen), Aulum-Hodsager Skole, Hodsager KFUM-Spejdere, Hodsager og Omegns Borgerforening, Hodsager Motionscenter, Hodsager Idræts- og Ungdomsforening og Hodsager Rideklub Hori.

Herudover kan optages foreninger/organisationer med hjemsted i Hodsager og omegn. Optagelse skal godkendes af repræsentantskabet på generalforsamlingen. Opløses en af de medstiftende foreninger/organisationer udgår den af repræsentantskabet.

Medlemmer har ikke ret til nogen del af institutionens formue eller udbytte af nogen art.

§ 6

Repræsentantskabet er institutionens øverste myndighed. Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes i Hodsager hvert år inden udgangen af april måned.

Dagsorden skal omfatte:

  1. Valg af dirigent
  2. Aflæggelse af beretning
  3. Forelæggelse og godkendelse af revideret regnskab
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Udpegning af to fritvalgte medlemmer til Repræsentantskabet
  6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
  7. Valg af statsautoriseret/registreret revisor
  8. Eventuelt

§ 7

Forslag, der af de udpeget repræsentantskabets medlemmer ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet, må være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdes. Indkomne forslag offentliggøres i hallen og/eller på nettet senest 4 dage før Repræsentantskabsmødet.

§ 8

Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes når mindst 3 af bestyrelsens medlemmer indgiver skriftligt krav derom, eller når mindst 1/3 af medlemmerne skriftlig forlanger det.

§ 9

Repræsentantskabsmødet indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved personlig indkaldelse af de registrerede repræsentanter, samt ved offentliggørelse i institutionens lokaler.

Repræsentantskabet vælger sin dirigent uden for bestyrelsen til at lede forhandlingerne.

Repræsentantskabets beslutninger indføres i en protokol, hvor også referat af forhandlingerne indføres i fornøden omgang. Protokollen underskrives af dirigenten. Repræsentantskabet er beslutningsdygtige uden hensyn til de mødtes antal. Beslutning træffes ved almindeligt stemmeflertal. Se dog bestemmelse om vedtægtsændringer og institutionens opløsning.

Til ændring af vedtægter kræves, at bemærkning om vedtægtsændring er anført i dagsordenen og mindst 2/3 stemmer for.

§ 10

Til repræsentantskabsmødet har samtlige foreningers medlemmer afgang til at deltage, men kun repræsentantskabet har stemmeret. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde eller ved overdragelse af stemmeretten ved en fuldmagt til en anden fremmødt person (1 person må kun have 1 fuldmagt). Skriftlig fuldmagt skal være afleveret til bestyrelsen før repræsentantskabsmødets åbning.

§ 11

Institutionen ledes af et repræsentantskab og en af dette valgt bestyrelse.

§ 12

Medlemmer til repræsentantskabet udpeges af følgende organisationer mv.:

  • 1 medlem udpeges af Aulum-Hodsager Skole
  • 1 medlem udpeges af Daginstitutionen Eventyrhaven (Regnbuen)
  • 1 medlem udpeges af Hodsager KFUM-Spejder
  • 1 medlem udpeges af Hodsager Rideklub HORI
  • 2 medlemmer udpeges af Hodsager og Omegns Borgerforening
  • 4 medlemmer udpeges af Hodsager Idræts- og Ungdomsforening
  • 1 medlem udpeges af Hodsager Motionscenter
  • 2 medlemmer udpeges af repræsentantskabets medlemmer

Foreningerne udpeget selv deres medlemmer.

Hver forening kan maks. have 2 medlemmer i HMC’s bestyrelse

Personer ansat af den selvejende institution kan ikke vælges til hverken repræsentantskabet eller bestyrelsen.

§ 13

Repræsentantskabet vælger en bestyrelse på 6 medlemmer og 1 suppleant

Bestyrelsen vælges for en 2-årig periode. Hvert år afgår skiftevis 3 (på lige årstal) og 3 (på ulige årstal) medlemmer af bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Ej fremmødte kan ikke vælges til bestyrelsen, medmindre der foreligger skriftlig accept fra den pågældende.

§ 14

Bestyrelsen træder sammen inden 14 dage efter det ordinære repræsentantskabsmøde og konstituerer sig ved dette møde. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal og ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§ 15

Bestyrelsen har den daglige ledelse af institutionen. Den ansætter og afskediger det til driften nødvendige personale og drager omsorg for udleje, eventuel bortforpagtning og at benyttelsen af ejendommen sker med fornøden hensyntagen til de deri interesserede.

Den fastsætter den leje, der vil være at betale for benyttelsen af lokalerne, og affatter et regulativ, der indeholder nærmere direktiver for ejendommens daglige drift og benyttelse.

§ 16

Ingen bestyrelsesmedlemmer kan direkte eller indirekte oppebære vederlag for arbejdet i bestyrelsen.

Bestyrelsen kan nedsætte de udvalg, der anses for nødvendige til varetagelse af eventuelle specielle interesser.

§ 17

Bestyrelsen holder møde så ofte formanden eller mindst 3 medlemmer af bestyrelsen ønsker det. Dens beslutninger afgøres ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 medlemmer er tilstede. Der tages referat af bestyrelsesmøderne, og referatet godkendes på det efterfølgende møde.

§ 18

Institutionens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.

Regnskabet påtegnes af en af repræsentantskabet valgt registreret eller statsautoriseret revisor.

Senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning indsendes regnskabet forsynet med bestyrelsens og revisorens underskrift til kommunen til orientering.

§ 19

Ved større dispositioner, såsom køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, optagelse af lån eller lignende skal bestyrelsen indhente repræsentantskabets godkendelse. Ved sådanne dispositioner forpligtes institutionen ved underskrift fra 3 af bestyrelsens medlemmer.

I tilfælde af køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller ved optagelse af lån, kan dette alene ske med kommunens tilslutning, så længe der er givet kommunegaranti eller ydet kommunale lån til institutionen.

Afhændelse af fast ejendom eller opløsning af Den Selvejende Institution Hodsager Multicenter kan kun ske efter godkendelse på to på hinanden følgende repræsentantskabsmødet, på begge møder skal der være 2/3 flertal og efter at kommunen er orienteret herom.

Såfremt institutionen opløses, skal eventuelle overskydende midler efter repræsentantskabets bestemmelse anvendes til idrætslige og kulturelle formål i Hodsager Sogn.

Ovennævnte vedtægter er i deres ordlyd vedtaget på repræsentantskabsmøde den 25. april 2022.

Vedtægter

📄 Download vedtægter (PDF)

Åbn PDF i nyt vindue